Værdigrundlag

Gylling Efterskole er en ordblindeefterskole, som udelukkende optager normaltbegavede elever med specifikke indlæringsvanskeligheder. Skolens undervisning og dagligdag bygger på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Hele vores praksis hviler på et positivt menneskesyn og et forpligtende fællesskab.

Vi tror på, at den almindelige efterskoledag med samvær, undervisning, fællestimer, morgensang, fadervor, bevægelse og sund kost giver eleverne livsduelighed og personlig styrke.

Vi tror på, at succesoplevelser og anerkendelse i såvel boglige, kreative, musiske som praktiske fag, forstærker den enkelte elevs selvværd og giver motivation til faglig udvikling.

Vi tror på, at et øget selvværd, faglig dygtiggørelse og et godt ligeværdigt samvær med kammerater og personale, udvikler den unges selvstændighed og potentiale bedst muligt.

Indlæringsvanskeligheder bør ikke begrænse elevernes læringsmuligheder og livschancer. Vi skaber sammenhæng mellem elevens liv før og efter Gylling Efterskole, og vi arbejder på at skabe de bedste muligheder for elevens senere uddannelsesforløb og videre vej i livet.